Aleneshoppetur til København. Det betyder at bestemte butikker skal besøges, herunder Lego-butikken (#itsaboysthing).
Jeg får kantet mig forbi en far og søn, for lige at se bland-selv-afdelingen (det skal man jo).
Det viser sig at drengen (jeg tror han er cirka 4 år) går samme vej som jeg. Han pludrer lidt, og det går op for mig at han faktisk forsøger at tale til mig. Jeg fortsætter lidt længere væk, men han følger med, med ryggen halvt mod mig mens han forklarer hvor vigtigt det er han får lov at vælge noget Lego med hjem.
Jeg konstaterer at drengens far ikke er fulgt med og stopper op og venter på at drengen opdager at det ikke er hans far han forsøger at overbevise. Jeg tør først ikke sige noget til den lille dreng, da jeg er bange for at han skal blive forskrækket når han opdager at han taler til en vildt fremmed.
Men i stedet for at opdage at hans far er væk (og han var væk, jeg tjekkede), spreder han armene ud til siden og forlanger: “Løft mig op”.
Det gør jeg naturligvis ikke, og regner med at han så nok vil vende sig om og opdage at jeg ikke er den han tror han er.
I stedet gentager han, lidt mere insisterende: “Løft mig ooooop.”
Jeg prøver med et forsigtigt: “Jeg er ikke din Far”, og føler mig RET sikker på at jeg har ret.
Enten hører han mig ikke eller også hører han bare ikke efter hvad jeg siger. I stedet bakker han, stadig med armene ud til siden, ind i mine ben. Bagsiden af hans skuldrer rammer mine lår og toppen af hans hoved… Ja, det rammer mig cirka der hvor man ikke har lyst til at blive ramt, specielt ikke som mand og i særdeleshed ikke af at barnehoved, og jeg bliver ret glad for at jeg har min dynejakke på.
“Jeg er ikke din Far” gentager jeg, lidt højere. Jeg forsøger at trække væk, men der er ikke plads bag mig. Jeg er fanget mellem en reol og en 4-årig.
Knægten lader sig ikke anfægte, men skubber hovedet tilbage (desværre ikke nok til at han kan se mig) og skruer volumenknappen op til lige under råb og prøver igen med et “LØFT MIG OOOOP!”.
Jeg er nu nået til et punkt hvor jeg er bange for at blive forvekslet med en katolsk præst under cover, så jeg rammer cirka samme volumeneniveau: “JEG ER IKKE DIN FAR!”. Jeg kan høre desperationen i min egen stemme.
Det går da op for mig at der til venstre for mig er en Lego-pige. Altså en rigtig levende blød en (antager jeg) der ikke er lavet af klodser. “Hvad SIGER du?” spørger hun, mens hun sender mig et er-det-nu-det-rigtige-sted-at-tage-den-snak-med-barnet-blik.
“Jeg er ikke hans Far” forsøger jeg mig med, mens jeg peger ned, men indser hurtigt at det nok ikke forklarer ret meget bare at gentage den samme information. “Jeg ved ikke hvem han er” supplerer jeg derfor med, hvilket ikke ændrer blikket.
Jeg kigger ned og opdager at drengen har vendt sig rundt og bare kigger op på mig og min pegende finger. Jeg forventer at han NU vil stikke i et stort skrig (faktisk håber jeg det lidt, for det ville sikkert have understøttet min historie), men han bliver bare stående og kigger og kigger op på mig. Jeg prøver af uransagelige grunde med et sidste “jeg er ikke din Far”, men han nægter stadig at vræle.
Heldigvis er drengens far dukket op, og alting slutter med at en lille dreng endelig bliver løftet og den søde Lego-pige smiler og endelig sender mig et nåååååååååh-blik, inden jeg haster ud af butikken.
Der går nok lidt tid før jeg skal ind i Lego-butikken igen.