Jeg var på shopping forleden. Ikke efter noget bestemt, men jeg havde lidt tid efter et tandlægebesøg og endte i en butik der reklamerede med gode tilbud på jeans.
Men jeg blev hurtigt irriteret over nogle ting i butikken: Der var jeans der hang på bøjler, men på en sådan måde at labelen med størrelse hang ind mod væggen, hvilket betød at man enten skulle hive hver enkelt bøjle ud, eller stikke hovedet ind mellem rækken af jeans for at se størrelsen.
Min irritation blev bestemt ikke minde af, at bukserne ikke hang i orden efter størrelse og at prislappen på en stor del af bukserne – både dem på bøje og dem der lå på nogle borde – var placeret over den del af labelen hvor selve størrelse/længde var påtrykt, så man skulle kigge indeni bukserne for at se størrelsen.
En sælger kom hen og spurgte om han kunne hjælpe mig.
“Nej tak, jeg kigger bare” svarede jeg, i forventning om at han så ville drible væk.
“Hvis du kigger efter noget bestemt så kan jeg da hjælpe dig” fortsatte han ufortrødent.
Derved brød han den uskrevne regel der fortæller, at når kunden siger “jeg kigger bare” så skal svaret være “det er helt i orden” eller “du siger til når jeg kan hjælpe dig” eller lignende. En lidt for kæk (for en jyde som mig) sælger og en lidt for irriteret Rob, så resten af samtalen forløb derfor nogenlunde således:
Lidt for irriteret Rob: “Er det slet ikke muligt at finde et par jeans til os der godt kan finde ud af at slide vores tøj selv?”. Jeg peger samtidig på de huller der er på baglommerne på de bukser jeg står med (jeg har allerede konstateret at de ikke er i min størrelse, men at de ville passe fint til en lille fed mand).
Lidt for kæk sælger: “Nææææh, dem har vi ikke ret mange af lige for tiden.”
Lidt for irriteret Rob: “Kunder der godt selv kan finde ud af at slide deres tøj?”
Lidt for kæk sælger: “Øh hvad? Nåh nej; jeans der ikke har det her rå look.”
Lidt for irriteret Rob: “Rå look? Jeg syntes bare det ser slidt og sjusket ud.”
Lidt for forklarende sælger: “De fleste kunder kan godt li’ at deres jeans har lidt personlighed.” Han lagde tryk på ordet “personlighed”, hvilket ikke gjorde tingene bedre.
Lidt mere irriteret Rob: “Personlighed? Det er da ikke særligt personligt når alle par er slidt på præcist samme måde!”
Sælger, der nu har opdaget at han ikke får solgt slidte jeans til mig: “Hvis det bare er det slidte du ikke bryder dig om, så har vi da også et par som dem her.” Sælgeren hiver et par jeans i forvasket look, frem.
Endnu mere irriteret Rob: “Jeg kan også godt finde ud af at vaske mit tøj selv!” (OK, teknisk set er det Z der er mest flittig med vaskemaskinen, men jeg var jo ligesom ved at fremføre en pointe).
Lidt triumferende sælger: “Men du skal vaske et par jeans rigtig rigtig mange gange før de får det her look.”
Rob der nu bare forsøger at få sælger på glatis: “Hvor mange gange er de jeans da blevet vasket?”
Meget forklarende sælger: “Nåh, nej, de er ikke blevet vasket, de har fået en kemisk behandling.”
Rob der godt vidste det i forvejen: “Så nu er de så fyldt med kemiske stoffer?”
Beroligende, lidt overbærende sælger: “Nej nej, de er da naturligvis blevet vasket bagefter.”
Rob der nu har sælger på glatis: “Jeg syntes lige du sagde at de ikke var blevet vasket?”
Sælger der forsøger at skjule sin irritation: “De er ikke blevet vasket for at give det forvaskede look, men de er blevet vasket bagefter!”
Mest irriterede Rob: “Ah, men hvis du ikke ved præcist hvilke af disse jeans her der er størrelse 34/36, så tror jeg bare jeg kigger videre, hvis det er OK?”
Sælger der endelig fatter systemet: “Du siger bare til hvis der ellers er noget jeg kan hjælpe med.”
Rob der slet ikke føler han er blevet hjulpet: “Det var planen!”
Jeg fik ingen jeans den dag, men jeg kan konstatere at jeg har alle muligheder for at blive en gammel gnaven mand.