Jeg er startet på nyt træningsprogram i fitnesscenteret, og en af øvelserne giver mig lidt problemer, fordi jeg er ret stiv i kroppen.
Forleden fortalte jeg Zanni at jeg gennem en 2-måneders periode, dagligt havde lavet strækøvelser med det mål at kunne nå mine tæer, uden at bukke benene.
Efter de to måneder havde det hjulpet så lidt, at jeg regnede mig frem til at det ville tage mig nogle år at opnå mit mål, så jeg opgav.
Her til aften kom Zanni så ind til mig og spurgte hvilke øvelser jeg havde brugt, og hvor langt jeg egentlig kunne nå ned til mine tæer. Så det fortalte jeg, mens jeg demonstrerede hvor slemt det stod til.
“Hvor meget skal du sprede benene før du kan nå gulvet?” ville hun vide.
Igen demonstrerede jeg.
“Måske er det derfor du har så svært ved at nå ned og samle bademåtten op” sagde krampen tørt, og forlod mig, halvt i spagat og med et dumt udtryk i ansigtet.
Da jeg samlede bademåtten op var det med den bitre erkendelse, at hun nu fører 2 – 0. Skod!