Julebesøg hos mine kære Forældre indebærer altid et element af frygt: Deres paniske angst for at vi ikke får nok mad.
Så vi havde en dialog der gik nogenlunde således:
Mine Forældre, bekymret: “Jamen, skal du da ikke ha’ mere at spise?”
Mig, mens jeg forsøger at synke den sidste mundfyld af den tredje tallerkenfuld æblekage-dessert: “MERE at spise? De sidste to døgn har været en lang række måltider KUN afbrudt af småkage-spisning og indtagelse af enorme mængder slik!!!”
Mine Forældre, spørgende: “Så det du siger at at du gerne vil have noget mad med hjem?”
Mig, propmæt og 5 kilo tungere end da jeg kom, men stadig i stand til at træffe rationelle beslutninger: “Åh, ja tak!”
(Herefter forsøgte jeg at se om jeg kunne vælte fra spisebordsstolen direkte over på sofaen.)