Politikere er et sjovt folkefærd: Hvis de ser et problem, så vil de gøre noget ved det. Specielt hvis det har mediernes opmærksomhed. Og det er åbenbart ligemeget, om det de vil gøre løser problemet, bare de kommer i medierne.
Så hvad er politikernes reaktion når pressen har fat i en sag om grov overtrædelse af hastighedsgrænser? Sæt hastighedsgrænsen ned!
Baggrunden for dette geniale forslag er en yderst trist og alvorlig sag, hvor en 40 årig kvinde blev kørt ned af en bilist der ifølge vidner kørte om kap med en taxa på Tuborgvej i København. Politiet anslår ifølge Politiken at bilerne kørte omkring 109 km/t på et sted hvor hastighedsgrænsen er 60 km/t.
Og politikernes logiske løsning på dette problem: Sæt hastighedsgrænsen ned til 50 km/t på den pågældende strækning!
Yes, problem løst! Eller…?
Hvis man tror at man løser denne type problemer ved at sætte hastighedsgrænsen ned til 50 km/t er der åbenbart et par ting politikerne ikke fatter: Når man kører 109 km/t et sted hvor man kun må køre 60 km/t, har man overskredet hastighedsgrænsen med over 80%. Enhver bilist ved at man mister kørekortet ved en så stor overskridelse af hastighedsgrænsen.
Hvis man kører 109 km/t på Tuborgvej, så ved man godt man kører for stærkt! Og hvis man ligefrem kører ræs, så ved man godt at man gør noget ulovligt.
Hvordan kan politikerne så tro at de løser denne type problemer ved at foreslå at hastighedsgrænsen nedsættes til 50 km/t?
Tror politikerne virkelig, at Brian med benzin i blodet, der kører ræs sådan et sted, pludselig vil tænke: “Hov, nu er hastighedsgrænsen sænket til 50 km/t. Jeg må hellere sætte hastigheden ned fra 109 km/t til 50 km/t så”.
Eller er målet bare at få tumpen til at sænke hastigheden med tilsvarende 10 km/t, så han kun kører 99 km/t (for så er alle problemer jo løst) eller – lidt bedre – 91 km/t (fordi Brian altid kører præcist 81 2/3 % for hurtigt – han er ikke så god til hastighedsgrænser, men han er eminent til hovedregning.)
Politikernes forslag er dog gennemtænkt på ét punkt: Det koster ikke noget, når først skiltningen er ændret.
I modsætning til mere politi på gaderne som jo vil koste penge ‘altid’. Men så til gengæld rent faktisk også kunne gøre noget ved problemet
Indtil det sker, så er her et lille forslag hvis du skal køre ræs, og er ved at køre galt: Sigt efter en politiker ;o)