Jeg har meldt mig til Projekt Cykeljakken – og jeg er blevet udtaget. Til kontrolgruppen.
Projekt Cykeljakken er kort fortalt dette: Aalborg Universitet og TrygFonden ønsker at undersøge, om cyklisters sikkerhed kan forbedres ved at øge deres synlighed i trafikbilledet.
Det har de gjort ved at få 8000 personer til at melde sig til projektet: De 4000 får en cykeljakke i en stærk gul farve, og den skal de cykle med i et år. Efter et år undersøger man så, om de 4000 personer der har cyklet med en skrig-gul cykeljakke er kommet mindre til skade i trafikken, end de 4000 i kontrolgruppen der ikke har cyklet med en gul cykeljakke.
Og jeg er som nævnt udtaget til kontrolgruppen.
Med andre ord: For at bevise teorien om, at cyklisters sikkerhed kan forbedres ved at øge deres synlighed i trafikken, så skal jeg bare sørge for at komme mere til skade end dem der cykler med en gul cykeljakke.
Mon ikke jeg kan klare det?
Og så får jeg min cykeljakke, når året er gået.
Hvis jeg altså overlever.