Som man kan læse her og her, har min kære kone et par gange taget måsen på mig, i forbindelse med en bademåtte (som på mystisk vis har det med at finde vej ned på badeværelsesgulvet).
Forleden var det så min tur til at få hævn for en ene af disse to episoder.
Vi har et par gange haft besøg af en spætte. Den har siddet i et træ der teknisk set står i naboens have, men læner sig ind over vores, og dermed har spætten altså besøgt os.
Det er lææænge siden Z sidst så spætten (sidste år engang, tror jeg) men jeg fik øje på den forleden, efter jeg havde hørt at den sad og hakkede i naboens-træ-over-vores-have. Det fortalte jeg Z om aftenen, og det medførte naturligvis en omgang søgning på Google, for at fastslå arten. *)
I fredags besluttede jeg mig så til at sige ‘tak for sidst’ for Z’s små drillerier. Efter en tur ud i haven, råbte jeg på Z: “Kom og se! Spætten sidder ude i træet”.
Z kom naturligvis straks løbende for at se spætten – så tit besøger den os alligevel ikke, og den skal naturligvis artsbestemmes. Hun stak hurtigt fødderne i noget fodtøj og småløb ud i haven, hvor jeg fik hende lokket ud på græsplænen. Hun forsøgte at få øje på spætten i træet hvor den plejer at sidde, og jeg lod hende stirre nogle sekunder.
Så pegede jeg på tegningen jeg havde hængt op i et ahorntræ, tæt på huset:
Så nu fører hun kun 2-1
*) Med til historien hører dette:
Da jeg havde fortalt om spætten jeg (rent faktisk) så, spurgte Z “findes der mere end en spætte-art i Danmark?”
“Ja da” svarede jeg, mens jeg fandt min telefon frem, for at gå på Google, for jeg ved godt at Z ikke lige sådan lader sig overbevise.
“Er du sikker” spurgte Z, med sin allermest skeptiske stemme.
“Yep”, svarede jeg “den slags vi har set i træet, og rødspætten.”
Så allerede dér blev kimen til min lille hævn lagt.